BAG OM LA FEMME ROUSSE

Et københavnsk designunivers med skaberglæden i centrum

La Femme Rousse blev grundlagt i 2019 af mig, designer Susanne Guldager, ud fra et ønske om at skabe originalt design med fokus på godt håndværk, materialer og levetid.

I dag rummer La Femme Rousse flere sider af mit arbejde: MAKE, hvor jeg inviterer dig ind i designprocessen gennem mine symønstre, WEAR, som er den oprindelige tøjkollektion, og LFR STUDIO, hvor jeg udvikler skræddersyede designprojekter og arbejder med eksisterende tekstiler for hoteller og virksomheder.

Fælles for det hele er min tro på værdien af at skabe. På godt design, der ikke behøver følge hurtige trends. På materialer, der fortjener at blive brugt og værdsat. Og på ting, vi får lyst til at beholde længe.

Beautiful Today, Beautiful Tomorrow.

DESIGNEREN BAG

Design har været den røde tråd gennem hele mit arbejdsliv

Jeg er uddannet designer fra Designskolen Kolding og har gennem mere end 18 år arbejdet med mode, design og undervisning med særligt fokus på ansvarlig mode og vores forhold til tøj.

Som designer er jeg optaget af balancen mellem det funktionelle og det feminine, af proportioner, materialer og de små detaljer, der giver et design karakter. Men også af håndværket bag og af, hvordan vi kan skabe tøj og produkter, som får værdi for os og derfor får lov til at leve længere.

I mange år underviste jeg i ´Sustainable Fashion´ sideløbende med at arbejde som selvstændig designer. Det har præget min måde at arbejde på og er i dag en vigtig del af MAKE, hvor design og formidling mødes.

HISTORIEN BAG NAVNET

La Femme Rousse - hende den rødhårede

Navnet La Femme Rousse opstod længe før, jeg vidste, at det skulle blive navnet på mit brand.

Mit røde hår har altid været en del af min identitet. Jeg har ofte været hende, man kunne beskrive som “hende den rødhårede”, og da jeg i 2019 skulle finde et navn til mit eget designunivers, blev det netop dét.

La Femme Rousse betyder ganske enkelt “den rødhårede kvinde” på fransk.

Navnet er personligt, lidt legende og tæt forbundet med mig. Præcis som det univers, jeg gerne vil skabe omkring La Femme Rousse.

NÅR NOGET FÅR VÆRDI

Det mest værdifulde er måske det, der bliver uerstatteligt

En af tankerne bag MAKE er den følelsesmæssige værdi, der kan opstå, når vi selv skaber noget. Når noget er skabt af hænder, vi kender. Eller nogle gange bare fordi vi kan se og mærke, at menneskehænder har været en del af processen.

Det håndlavede er sjældent perfekt. En stikning kan variere en smule, en detalje kan være lidt skæv, eller resultatet kan blive anderledes, end vi først havde forestillet os. Men netop de små uperfektheder kan få værdi i sig selv. De fortæller, at nogen har brugt tid, hænder og opmærksomhed på at skabe.

Når vi selv har valgt stoffet, klippet, syet, sprættet op og prøvet igen, kender vi hele historien bag det færdige stykke. Det bliver mere end bare tøj.

Og det ændrer vores forhold til det, vi ejer. Vi bliver mere tilbøjelige til at passe på det, reparere det og beholde det. Det får en følelsesmæssig værdi og måske endda en grad af uerstattelighed.

For mig er det noget af det mest bæredygtige, vi kan skabe: ting, vi ikke har lyst til at erstatte.

Det er en vigtig del af tanken bag MAKE. Ikke kun at give dig et symønster, men at invitere dig ind i processen og give dig mulighed for at skabe noget, der får værdi, netop fordi dine egne hænder har været med til at forme det.